Kontakt | Gæstebog | Links
Blog

Skriv indlæg


De 01 Teser

Så er Søren Pinds (m.fl.) De 10 Teser atter engang blevet fejet af bordet, det må nu være fastslået, så alle kan forstå det, at de er ikke, og de bliver aldrig, venstre-politik.

Da en hel del af De 01 Teser handler om skat, er de relevante for dette site.

Venstre mener nemlig det modsatte af De 10 Teser, så jeg har skrevet dem lidt om, så de indeholder de modsatte synspunkter og de modsatte begrundelser af De 10 Teser, og derfor har jeg kaldt dem De 01 Teser.

Vh FD
********************
Det er det her, Venstre nu går ind for:
__________________
De 01 Teser
10 Alle skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv.
Den første tese handler om, hvem man tilhører. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at systemet, kollektivet - staten kommer før det enkelte menneske . Man tilhører først og fremmest staten. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at enhver skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For han og hans frembringelser tilhører i højere grad andre end ham selv.

20 Det er vigtigere, at den offentlige sektor vokser, end at skatten falder.
Med den anden tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens største offentlige sektor vokser, end at verdens højeste skat sænkes. Baggrunden er i sagens natur, at en større offentlig sektor skaber mindre frihed, hvorimod en mindre skat skaber mere frihed for den enkelte.

30 Det er vigtigere, at overførselsindkomsterne stiger, end at skatten falder.
Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste sociale satser vokser, end at verdens højeste skat sænkes. Baggrunden er i sagens natur, at større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte, hvorimod mindre skat skaber mere frihed. For en god ordens skyld understreges, at der heri ligger en garanti for, at overførslernes købekraft altid skal stige mere end inflationen.

40 Det er vigtigere at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte end at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet.
Med den fjerde tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at fællesskabet bærer ansvaret for alle, frem for at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et statsligt begreb. Dog er det som udgangspunkt kommunalt funderet.

50 Det er vigtigere at tilbyde tilskud og afhængighed end at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed.
Med den femte tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske lader sig nøje med påstanden om at tilskud skaber reel frihed fremfor at få mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation - og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det første at foretrække frem for det sidste.

60 Det er vigtigere at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst, end at det altid kan betale sig at arbejde.
Med den sjette tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere at det bedst kan betale sig at modtage offentlig forsørgelse frem for at være på arbejdsmarkedet. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsløst. De offentlige satser skal således være større end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.

70 Det er vigtigere, at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg, end ved at folk tjener deres egne penge efter frie valg.
Med den syvende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det generelt er vigtigere, at disse penge fratages det enkelte menneske, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte "frit-valgs ordninger", fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati, end at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herud fra træffe frie valg.

80 Det er vigtigere, at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes, end at der er offentlige frit valgs ordninger.
Med den ottende tese etableres en prioritet - og en klargørende modifikation af den syvende tese. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske - når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar - blot kan modtage én offentlig monopoliseret ydelse, fremfor at have mulighed for at træffe personlige valg.

90 Det er vigtigere, at det offentlige foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet end at det sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud.
Med den niende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at samfundet skal betrygge hver enkelts mulighed for passive udbetalinger. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den værst mulige tilværelse.

01 Det er vigtigere, at det offentlige bevarer politisk styring, monopol og stive systemer, end at sikre danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum.
Med den tiende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at sundhed udelukkende er et offentligt ansvar, og derfor er det vigtigt, at der foretages en forstærkning af den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er slet ikke en vare, og noget sådant kan ikke handles på et marked. Derfor kan man ikke tillade private sygekasser, eller at borgeren får frit valg af sygekasse.

0 kommentar(er)
Skrevet 15 Jun 2006 af Frithjof Danielsen
Navn:
E-mail: (valgfri)
Smilies: smile wink wassat tongue laughing sad angry crying 

| Glem mig
Content Management Powered by CuteNews
 
Billeder: